Holland

Hunebed: det hollandske navn for jættestue.

I 2012 var vi på tur gennem Holland og kom forbi Hunebedcentret i byen Borger i regionen Drenthe. Der fandt vi en masse litt. om hunebed, og ville se stederne. Vi købte et hæfte om hunebed stederne, men fandt også ud af at det ville kræve forberedelse at finde de forskellige hunebeds.

De hollandske hunebed ligger (bortset fra et par stykker) på en ca. 10 km bred linie med oppe fra Gronningen ned til Emmen i Drenthe.

I Danmark menes, at der har været 25.000 dysser og jættestuer. I dag er der i Danmark ca. 2500 tilbage, hvoraf jættestuerne udgør 600. De andre er nedpløjet og stenene er brugt i bygninger og veje, måske efter Mac-Adams princip, som Jeppe Åkjærs, Jens Vejmand Nielsen fra Tjørring brugte. I Holland menes, at der har været 130 hunebed, og der er 53 tilbage. Der skal nævnes, at der er en i Friesland og 2 er vest for Emmen.

Til dette studium er brugt litt. fra 5 værker, jeg har kunnet finde anbefalet. De er ret forskellige.

J.A. Bakker har skrevet en engelsk sproget spændende bog om Hunebeddérne.

J. De Rek har skrevet et hollandsk sproget 5 binds værk fra oldtid til hanseaterne. Stenalderen er givet 30 sider, og nogle interessante betragtninger findes deri.

Van Giffen: De Hunebedden in Nederland er ligeledes hollandsk sproget fra 1925-7, men sproget svært.

Van Ginkel er også på hollandsk, men rigt illustreret.

På hollandsk er der mange flere forfattere, men især Van Giffen og JA Bakker har været en flittige skribenter.
Endvidere er der betragtninger fra P.V.Glob med i studiet.

----------

Hovedelementet i en hunebed er en dæksten med 2 sidesten og de sættes i række som leddene i larver, eller græsk Pi. Huller i jorden til sidesten er ca. ½meter dybe. Gravene er 3-2o m lange. Der er endesten. Bunddække er brændt sten. Lofterne blev gjort rimelige flade på undersiden og småsten og græstørv dækkede hullerne imellem sidesten og op mod dæksten. Dæksten vejermellem 1-20 tons på Hunebed. På den tyske Hümmling vejer dækstenen 33 tons. Det nævnes, at det tilsyneladende er de største sten man har kunnet løfte. Det nævnes i fodnote, at der vist har været 2 sten på 70 tons, som er gået til i 1700 tallene.

(intet om at Europas tungeste dæksten dolmen de Menga´s vejer 180 tons,

og den højeste sidesten er i anta de Zambuijero ved Evora ca. 6m i Portugal.

De Rek starter med at omtale, at da danskeren CJ Thomsen i 1812 skulle prioritere de historiske genstande i hans Museum i København, blev han konfronteret med en særlig vanskelig opgave. Aldrig før havde nogen udtænkt et brugbart klassifikations system for fortiden, og viden om fortids-historie var sparsom i de dage.

Han klassificerede genstandene efter det tidspunkt, hvor de skønnedes lavet og anvendt. Man vidste, at man havde kendt til sten, bronze og jern.

Thomsen lavede 3 tidsaldre:

Sten objekter kom i afsnit I,stenalder.

Bronze objekter kom afsnit II, bronzealder.

Resten blev overført til afsnit III, jernalderen.

I mangel af en bedre klassifikation overtog alle arkæologer denne og siden 1859 har det været alment accepteret. Den neolitiske revolution begyndte i Mellemøsten for omkring 9000 år f.kr. I Holland dukkede neolitiske mennesker op. 4000 f.Kr.

De Rek nævner Stengrave findes op langs Portugals kyst til Sverige.
Hvem byggede dem?
Hvem er begravet?
Er det mausoleer for helte?
Er gravene for missionærerne. Missionærer fra Spanien sejlede med en ny religion.

Troen på Moder Jord.
Alt liv kom fra hendes skød og i døden vendte liv tilbage til hende. Det er en religion egnet til landbrugsfolk. Når en missionær trådte i land, fandt han en menighed af fromme beboere. Han var den magtfulde, der vidste at trylle magi med sine frugtbarhedsritualer, en naturens mester, en mægler mellem moder jord-gudinden og folket.

De Rek mente, at befolkningen har slæbt stenene på missionærens bud og bygget gravene. Selv efter missionærens død, var helgen i deres midte, og ved hans grav kunne de anråbe sig hans ånd for beskyttelse og for en god høst. Graven, hvor efterfølgere blev begravet, var en helligdom, der havde sin egen stærke magi, og var centrum for kulten.
Ligesom den middelalderlige kirke begyndte med helgener og senere prælater, så kan efterfølgende missionærer være blevet erobrere, der med deres tilhængere gik ud for at vinde nye tillhængere. Der var dengang ikke bogstaver, og da menneskerne boede så langt fra hinanden og isolerede – er der efterhånden sikkert opstået mange variationer i religions-læren, så der opstår alle former for sekter. Og som enhver kristen sekt senere, skabte sin egen kirke, har religionen tilsyneladende haft sin egen form med noget sekterisk i religionen:

Moder Jord graven.
Så gravene findes i alle former for størrelser og variationer af alt det tilgængelige materiale.
Her stendysser, dér bautasten, I Danmark dysser. Og Storstensgrave i Drenthe
Glob er inde på noget af samme tankegang, som jeg læser hans mening.

Van Giffen 1927 har et stort afsnit om de hunebed, der er destuerede. Han er nok den flittigste skribent sammen med J.A.Bakker

Van Giffen nævner at R. Boelke skriver (28.12.1818) i sin rapport, at der i Odooner kirken er sten fra en hunebed.
Følgende oversigt er kronologisk så langt, det har været muligt at følge skriftligt materiale bagud i tiden. Iflg Bakker.

1500 tallene

Kanniken Schonhovius er i 1547, den første, der bruger ordet hunebed om en grav vest for Hamburg.

Schonhovius mener, at Rolde stenene var Hercules søjler.

og Hercules søjler ses også i kongens have

Ordet stenhoop nævnes af Schele i 1591

Protestant præsten Kalvin (1509-64) prædikede ved den hunebed, der i dag er D49. Man satte udkigsposter for at uvenlige ikke skulle opdage dem. Janssen kaldte stedet for pape-lose kerk i 1848

1600 tallene

Marhuus bruger i 1609 ordet hunnebedden

Kanniken Picardt studerer hunebed i 1660, og Picardt nævner, at hunebed er steder, hvor giganter er begravede.

Titia Brongersma er digter og kendt for sin forskning i megaliths. Hun var et besøg i Borger i Drenthe i Pinsen 1685. Hun gik til den store dysse D27 og lavede nogle undersøgelse dér. Det er det første beskrevne feltstudie af en hollandsk stendysse. Til hendes overraskelse viste det sig, at det var et gammelt begravelsessted og ikke en af giganter "stablet varde". Det inspirerede hende til hendes digt Hymne til en stendysse efter undersøgelsen af D27.

Smids skriver til Schegel i Tyskland, at knoglerne i fundene ikke er specielt store, og han mener ikke, der er tale om giganter, der har bygget hunebed.

1700 tallene

I 1720èrne kommer en teori om, at stenene er kørt på rullende træstammer. Cornelis van Noorde laver illustrationer derover

Pæleormsangreb førte til stenfjernelser. Det blev forbudt i Drente 21.7.1734. Det var det 3 kendte forbud imod fjernelse af fortids- minder i verden.

No. 1 var Chr. 4 i 1620 og no. 2 var Gustav Adolf i Sverige i 1630.

Fundet af D13 i 1735/56 afgjorde, at hunebeder ikke er altre. En bonde havde banket på en jordhøj, og hørt runge-lyd. Han blev forskrækket og omtalte det. Van Lier bliver bedt om at undersøge stedet.

Van Lier foretager de relevante undersøgelser og udgravninger i 1756.

1757 udtaler Connegieter at trappen ned i D13 for lille til giganter.

Van Lier omtaler N-S og E-W orienteringen af hunebederne; og Arenkiel havde nævnt, at i Jylland og Slesvig var de fornemme menneskers grave E-W, og almindelige menneskers N-S.

Van Lier forstår ikke, hvor stenene kommer fra.
Vosmaer besøger vennen van Lier og siger, at det er granit fra klipper, og de er revet med og transporteret af en flod. Van Lier bestrider, at de er kommet gennem Nordsøens vand. Van Lier accepterer sten er af granit og kommer et andet sted fra. I Drenthe kommer en fornyet lov imod nedbrydning.

1800 tallene

D41 opdages og beskrives i 1809 af Buwama Ardenburg i brev til Hofstede. Forbud igen i 1809 af P. Hofstede mod nedrivninger.

Westendorp (1811-1820) laver en liste over alle hunebed i Europa.
Dertil en linie ned gennem Europa, øst for hvilken han mener der ikke er nogen hunebed i Europa.

C. Lyel: 1797-1875 postulerer i 1830, at stenene er kommet med istiden.
Forbud igen mod nedrivninger i 1842.

Endelig viste Worsaae (1821 – 85), at jættestuer var gravkamre.
Janssen fastslår at indgangene i hunebedgravene er i midten og syd

Janssen 1848 laver den første beskrivelse af alle 53 hunebeder med lokalisations adresser. I 1848 vil ejerne af D18 & D17 sælge til nedrivning. Vild opstandelse og konge og ministerier medinddrages. Salget sker ikke.

1854 igen forbud mod nedrivninger.
Begge Hofstede´s mener, at alle hunebed tidligere var dækket af jord.

1857 publicerer kong Fr. d. 7 sin mening om, hvordan man kan bygge hunebed ved en sliske-metode.

Geolog Starring skriver i 1858, at det er underligt, at der er forskel på mængden af store Scandinaviske sten i nordvest i modsætning til længere nede mod sydøst.

Peter Simonsen 1867 rejser gennem Rusland og finder kantsten (Kerbs) fra gravhøje i Upper Jenisseits Alta region i Rusland.

Stat og region erhverver alle hunebed, minus D44.

Gratama forstår ikke, hvad hunebed drejer sig om og giver besked om at fjerne alt jord fra D15, da han mener, det ikke er originalt.
Westendorp mente, at det var det, og det blev så slået fast. Frank, Lukis og Dryden får hurtigt stoppet Gratama

Dryden laver tegninger over 40 hunebed 1878. Lukis bruger photo, Videnskabsfolk begynder nu at undersøge, hvor der var storstens grave, og sier slam for potteskår og får en del viden ud af det.

1900 tallene

Dryden & Lukis samt de Wilde og Jan Hendrik Holweda/Leiden undersøgte i 1913 D19 & 20 og fandt en masse fint dekoreret keramik.
1914; D43 langdyssen udgraves. Van Giffen giver en omhyggelig beskrivelses status over de hollandske hunebed og skriver bogen ”De hunebed in Nederland 1925-7” om bl.a. de existerende og tabte hunebed.
D49 bliver meget molestreret. Van Giffen rekonstruerer den ene halvdel, som han mente, den havde set ud og lod den anden halvdel stå, så beskueren selv kunne tage stilling til sin opfattelse.

D49 = Pape-loze kerk

Jan N. Lanting mener ikke, at alle hunebed har været dækket af jord i modsætning til de danske. En illustration fra 1659 viser ikke jordtildækning.
Dryden og van Giffen laver atlas om hunebedderHunebed.

I 1959 får van Giffen ideen med et hunebed- center i Borger ved D27. Det første er oppe 1967-det brænder, og det nuværende er fra 2005

Van Giffen giver hunebed deres D-numre.

Tyskeren Sprockhoff bruger lignende koder for de tyske Hünengräber, men uden lokalisations bogstaver.

Bakker skriver, at Van Giffen ikke var nøjeregnende nok med kantsten og andre artefakter ved rekonstruktionerne.
Hunebeds i Tyskland er listet i Bakker´s arbejde fra 1992.

2000 tallene

Van Ginkel et al. udgiver en bog i 2005 om alle hunebeds smuk illustreret.