Forfædrenes bolig og grave

Bearbejdelse af Jørgen Jensens bog om oldtiden/boliger
/v. jens v. bruun

Saxo skriver på et tidspunkt i en foromtale til Danmarks riges krønike, at i gamle dage måtte Danmark været blevet bebygget og opdyrket af en slags jætter. Man kan se på store stene over gravkamrene og jættestuerne, og han undrer sig over, hvem der kan have bygget disse store stengrave, der ligger overalt i det danske landskab.
Mange skriver, at man anser det næsten for en ufattelig arbejdsindsats, der skal have været gjort for at skabe disse megalit-grave. Navnet kommer af det græske mega = stor og lithos = sten. Det har været de første varige præg, mennesker har sat på det skovklædte landskab.
JJ mener, at det er opstået omkring det 4. årtusinde før Kristus, og kaldes i Jørgen Jensens bog om oldtiden for ”det rituelle landskab”.
Man mener, at før den tid havde man haft gravpladser, hvor man brændte de døde, og så lavede man nogle store langsgående grave, som mindede om bebyggelsernes huse.
De første rigtige megalit-grave vi kender stammer nede fra Bretagne, og de er ca. 4500 år gamle.
I Danmark er langhøjene mellem 15 og 85 m lange. De egentlige megalit-grave har man haft over hele den nordlige del af Europa fra ca. 3800 år B.C. og ca. 500 år frem i tiden.

Gravhøjene var meget forskelligartede. På et tidspunkt mente man, at ideerne til disse store stengrave oprindeligt stammede fra Egypten, men nye undersøgelser har vist med bl.a. kulstof 14 datering, at megalit gravene er opstået i det nordlige Europa, og så er der senere gået vældige pulsslag gennem det europæiske kontinent, hvor nye skikke og forestillinger har bredt sig som bølgebevægelser. Fænomenet ser vi gang på gang i dansk og europæisk oldtidshistorie. Man mener, at der i Danmark er kendskab til ca. 7000 megalit-grave, og at der engang har været ca. 40.000.
En stor del af megalit-stenene fra de forsvundne megalit grave er brugt til vejarbejde og lignende senere, hvorfor de er forsvundet.
I Spanien og Portugal har man 5-6000 store stengrave, og i Irland ca. 1.500 megalit-grave, i Skotland ca. 600, og også på Orkney øerne kender man det.
Det menes, at megalit-gravene er stammens helligdomme, hvor man kunne have en vis forbindelse med de døde.
De østligste megalit grave finder man på Øland og Gotland, og de vestligste i Irland og Galicien i Nordspanien eller endvidere i Portugal.
Når man kommer herfra længere ned syd på til Niedersachsen og Holland, er det ikke stendysser, men derimod jættestuer der ses.
Når man kommer videre mod Frankrig, og specielt Nord-vestfrankrig, Bretagne og Normandiet, bliver det mere spektakulært.
Man ser nogle steder f.eks. i Bretagne det de kalder menhiers (Bretonsk), men = sten og hier = lang. Sten som skal være opstillet i kilometerlange rækker og med 10 linier ved siden af hinanden, de længste skal findes ved Carnarc på sydsiden af Bretagne, eller i Le Menec, hvor der stadig står mere end 1000 indtil 3 m høje sten på række indenfor et 100 m bredt og mere end 1 km langt område.
I Lochmariaquer området i Bretagne ligger der flere jættestuer, som er bygget af bautasten, der oprindeligt indgik i gigantisk megalit-anlæg, bygget mellem 4.500 år og 4.200 år B.C.. Hertil hører bl.a. en sten, der oprindeligt må have været 23,5 m høj og har vejet ca. 300 tons. Man mener, at de har hentet stenen 4 km fra opstillings-stedet.
I årene mellem 4.000 og 3.800 B.C. menes, at man har nedrevet noget af anlægget og genbrugt stenene til byggerier i flere af områdets megalit-grave. (og gjorde man ikke også det i Egypten?)
I England begynder opførelsen af langhuse, men senere går man over til megalit-grave, idet man forlader træarkitekturen, som vi jo ellers også kender fra Woodhenge. Vi har en udvikling, vi kender fra West Kenneth og Long Barrow, der ligger på et kalkplateau i Wiltshire, hvor byen Salisbury i dag ligger.
Højen er ca. 100 m lang og 25 m bred. Selve gravkammeret består af 7 m lang og 2 m bredt mandshøjt rum med 2 sidekamre på hver side og et stort nærmest kvadratisk kammer fra enden. Man regner med at mindst et halvt hundrede mennesker er begravet her i forbindelse med komplicerede knogleritualer.
I Wiltshire finder vi også Stonehenge, Avebury og Sarum.
På Orkney øerne har man megalitgraven Quanterness, der viser, at man også her begravede enkeltknogler, men det ejendommelige er, at mange kranier og mange benknogler er væk. Man mener mindst, at kunne identificere 157 forskellige individer, og man mener heraf at kunne sige, at gravstederne mere var ben opbevaringssteder end egentlige gravsteder.
En af de største gravsteder finder man ved Boyne-floden i Østirland, hvor man finder en stor koncentration af megalit-grave. En af de største er Knowth, som er 90 m i diameter og 12 m høj.
Den enorme høj indeholder 6.300 m3 sten og jord. Ved siden af ligger den berømte megalit-grav New Granges, som er 90 m i diameter og 14 m høj.
En del har ment at indgange, der gik syd sydøst og vendte imod månen, og betegnes som kraftfuldt tegn på død og genfødsel.
Der er refereret et arbejde af Hårdh og Roslund 1991.
Personligt tror jeg ikke på det ud fra månens omløbstid
Der ligger en meget velbevaret langdysse ved Gunderslevholm i Borup-Riis ved sydenden af Tystrup sø på Sjælland. Beskrevet af H.N. Andersen og P.E. Eriksen i 1996.
Grundtvig beskrev denne i et digt, der hed asernes alter, men der er jo altså ikke noget alter. Det er et 5.500 år gammelt dyssegravkammer fra bondestenalderen. Gunderslevholm dyssen er ligesom Porskær stenhus (Mols) jordfri, dvs. der er ingen synlig høj mellem randstenene og dyssekammeret.
Der er et bud på at der blev bygget en storstensgrav hvert 2. år forskellige steder i Danmark. og det skønnes at have taget ca. 10.000 arbejdstimer at bygge en storstensgrav.
Dette er refereret af C. Rendfred 1973, s. 547.
I tiden omkr. 3.300 – 3.200 B.C., altså en periode på nok kun 100 år, opnår megalit-gravene deres højdepunkt. Det er også det, vi kalder jættestuer. Man kan finde dem rundt i landet og på åben mark eller dybt inde i skovene, hvor man ofte først får sent øje på dem, fordi årtusinder næsten har gjort dem til en del af naturen.
Vi har bevaret ca. 700 jættestuer, men man skønner at der oprindeligt har været ca. 4.000 af dem. Mange af dem ligger i nærheden af kystområderne. Man mener, at mange af jættestuerne er blevet nedbrudt, fordi man skulle bruge stenene til veje og jernbaner, specielt i det nord-vestlige Jylland.
På det sydvestlige Møn er der en dobbelt jættestue, der hedder Klekkende høj, og der er en stor dobbelt jættestue ved Hulbjerg nær Langelands sydspids.
De største jættestuer her hjemme er 30-40 m i diameter og har en højde på 4-5 m, og de mindste er ca. 20 m i diameter og har en højde på kun 1½-2 m.
En del af jættestuerne bærer præg af at være sunket lidt sammen.
En stor rektangulær jættestue er i Kong Svends høj på Lolland, den er rektangulær og har 42 store randsten omkransende den rektangulære høj. Den rummer et 12,5 m langt gravkammer, og hver af gavlene bestod af 7 sten, som er tilspidsede, tagform, med en 4 m høj sten i midten.
Det afgørende punkt ved konstruktion af jættestuerne var bredden på kammeret. Jo bredere man ønskede det, jo større og tungere sten måtte man bruge, og jo større var risikoen for instabilitet i den færdige konstruktion.
I almindelighed var bredden 2-2½ m.
Jørgen Jensen skriver i sin bog om Danmarks oldtid, at når man startede med at bygge, skulle man lave 2 hjørnesten ved indgangen. Derefter har man sat bærestenene umiddelbart overfor i kammerets modsatte sider, så de øvrige sten indtil man opnåede den ønskede størrelse af kammeret. Bærestenene var selvfølgelig vigtige, fordi de skulle bære konstruktionen, og de bar med svag hældning indad mod kammeret for at sikre bedst mulig trykfordeling for stenene. De blev gerne nedgravet en smule i undergrunden, støttet med en pakning af mindre sten og stabiliseret med ler.
At kunne sætte disse bæresten fordrede stor nøjagtighed, som kræver, at man kunne hæve og sænke dem efter behov. Hvordan man gjorde det, ved vi ikke iflg J.J.. Man kan blot konstatere, at stenalderens bygmestre evnede det. (og det er ellers det spændende).
Bærestenene var lavet af granit eller gnejs, og de kunne have en højde på 1½-2 m.
I de små kamre havde man 6-8 bæresten, og i de store kamre kunne der være op til 27 bæresten.
I nogle tilfælde har man øget højden ved at indskyde mellemlægssten mellem bærestenene og stenen oven over.
Det vanskeligste sted ved konstruktionen var det sted, hvor gangen udgik fra kammeret. Her stod de 2 hjørnesten, som var lavere end kammeret bæresten, og som altid var udsøgte så de havde kvadratisk eller måske trekantet standflade.
En kraftig flad sten blev lagt oven over indgangspartiet fra den ene hjørnesten til den anden. Man kalder denne sted for nøglestenen. På den kommer så senere en eller to dæksten til at hvile.
Nøglestenene blev gerne låst fast til siderne af højere sidesten ved siden af hjørnestenene. Stenene i gangene var næsten altid højest inde ved kammeret, og aftog så i højden ud mod indgangen. Man pakkede derefter mellemrummene med flade sandsten, så man kunne sørge for at rummene indvendigt var fuldstændig vandtætte.
Fra en detalje, som man kender fra jættestuen ved Kong Svends høj på Lolland, kender man de flade sten, der bliver lagt så vandet siver udad, (og som man kender fra de irske stuer).
Dækstenene er meget tunge sten og vejer op til 20 tons. Det har hele tiden været et stort problem, som vi endnu ikke har kunnet løse, som ej heller Saxo kendte det.
Kong Frederik VII forslag om, at det skete med rullende tømmerstokke via en jordrampe ført op til bærestenenes øverste kant. Måske rummer den gamle konge noget af svaret, men mange forslag er gjort i tidens løb.
Ved udgravningen af jættestuen Røverkulen i Sønderjylland fandt man i højfylden bag en bæresten spor efter en kraftig lodret stolpe, der har været 50 cm tyk, og den kan tænkes at have været brugt til at løfte de store sten med.
Fremgangsmåden synes at se ud til at have været den mindterste dæksten der først blev lagt på plads. Den blev enten lagt på de 2 hjørnesten eller henholdsvis nøglestenen og bærestenen i den modsatte side.
Derefter blev dækstenene på begge sider af den mindterste dæksten lagt på plads. Herved fik man så at sige en selvlåsende konstruktion, som sikrede jættestue-kammeret stabilitet (?).
Selve stuerne og gravkamrene er af meget forskellige størrelser. Det mest almindelige var små ovalære, men også rektangulære. Af og til var der små bikamre, som specielt er lavet i Nordjylland omkring Limfjordsegnene.
Lundehøj ved Hurup i Sydthy ligger på et bakkedrag med en vældig udsigt over Limfjorden, herom kan læses hos J. Brøndsted 1957, s. 235.
Dobbbelt jættestuer med 2 rum i, er der specielt på Sjælland, og specielt på Kalundborg egnen, og en variant, hvor der ligger 2 separate kamre i højen med hver sin gang. Dem kender man 30 eksempler på, ved Hjarebæk fjord i Nordjylland og på Roskilde-egnen. Beskrevet af K. Ebbesen i 1978, s. 199 note 43.
jvb