Vore rejser til forhistoriske MEGALITH steder 1982 til 2004 og lidt om fremtidige mål.
Ulla og Jens V Bruun.

Vi definerer forhistoriske megalith steder, som storstensbyggeri så lang tilbage som muligt og frem til ca. år 1000.
Det er et spænd på måske 25000 år, hvoraf langt største delen er 3-5000 år gamle.
Vores interesse for emnet er kun langsomt groet frem den sidste halve snes år.
Vi har altid interesseret os for historie, men det har mest været det, der har kunnet læses om, og det vil i praksis sige de sidste 1000 år.

I 1993 var vi i England og så Avebury og Stonehenge. Senere var vi i Abu Simbel og New Grange. Det medførte, at jeg lavede et foredrag om sol, matematik og stenalder, som bl.a. blev holdt her i selskabet.

Da Nina Bech,Taastrup ringede, og spurgte mig om jeg ville fortælle om mine oplevelser omkring megalith steder, kom vi til at tale om Malta også. Hun fortalte, at Palle Fonnesbo, Taastrup havde været dér.
Det havde jeg også i 1982, og noget fortidigt havde jeg set. Palle Fonnesbo var så venlig at hjælpe mig ved at låne mig en bog om Maltas som arkæologisk paradis.

Det jeg husker, jeg var mest imponeret over dernede var HYPOGEUM.
Det er et stort og meget velbevaret bygningsværk, fordi det delvist er hugget i klippen.

Man kommer ind i et stort forrum med adgange til andre rum. Væggene er meget flot afglattede, som udtryk for en meget fin håndværksstandard.
Der er 3 etager.
Det menes, at det har tjent både som en begravelses plads og et religiøst samlingssted, som vore kirker er det i dag.
Tarxien er et andet imponerende sted. Vi så det dengang mere som en af mange mulige ruiner uden større refleksion over, hvilke mekaniske midler de har brugt dengang til at flytte sten, og hvorfra havde de fået ideerne til at udforme deres megalith, som de nu gjorde det.

På Gozo så vi også Gigantija, men har ingen billeder derfra.

AVEBURY 1993

Der skulle gå 11 år før vi næste gang så et andet megalith sted. Vi havde i 1993 besluttet at lave en sommerferie i det sydlige England.
Herunder havde vore forstudier udvalgt bl.a. Avebury og Stonehenge. Samtidig var det første år, vi havde video. Vi fløj til England og lejede bil. Vi kørte direkte mod Avebury.

Det var køligt, skyet og lidt småregn. For ikke at blive generet af vores ringe kendskab til Englands veje, satte vi et Dannebrog op i bagruden og fik derefter ikke flere fingre fra andre bilister.

Vi var meget imponerede over Aveburys størrelse. Det er et meget stort anlæg, vel det største rundcirkelstensystem; vi har set. Flere af stenene måler 6-7 m. på flere leder. De står med bestemte afstande fra hinanden. Man kan måle sig til, at der er fjernet en del sten, og man har kunnet finde
hullerne, hvori de bortkomne sten har stået. De er markeret med mindre betonklodser.

Stenene har man kunnet finde i lokal området.
Transportmåderne har der været talrige debatter om.

STONEHENGES TRE FASER
• Fase 1(ca. 3000 f.Kr.): Den omgivende vold og voldgrav anlægges/Aubrey-hullerne graves, og der etableres en stolpekreds i hullerne.
• Fase 2 (3000-2400 f.Kr.): Der rejses stolpekonstruktioner midt på hengen, indenfor den sydvendte indgang og i indgangspartiet af den nordøstlige indgang/de første af Aubrey-hullerne tages i brug til deponering af rester efter ligbrænding.
• Fase 3 (2450-2350 f.Kr.): Hælstenen og dens makker rejses/rektangel-stenene sættes op/den første strækning af avenuen (processionsvejen) etableres/den ufuldendte dobbeltkreds rejses.

HVAD ER DET EGENTLIG TURISTEN SER?
Det turisterne cirkulere rundt om er resterne af en stenkonstruktion, som blev opført for mellem 4500 og 4000 år siden. Den består af følgende elementer:
• En ydre stenkreds af ret veltilhuggede, oprejste sten, som hæver sig til en højde af 4 m over jorden. Stenene, der kaldes "sarsens", er omkring 2 m brede og 1 m tykke, og mellemrummet mellem de enkelte sten er ca. 1,50 m. Oprindelig har der stået 30 sten i kredsen. "Sarsen" er en meget hård sandsten, som er hentet i omegnen af Avebury godt 30 km nord for Stonehenge. Stenkredsen, hvis diameter er ca. 33 m, har båret i alt 30 overliggere af samme stenart. Overliggerne, hvis tykkelse er omkring 1 m, har dannet en ubrudt ring hele vejen rundt.
• En indre stenkreds af meget mindre oprejste sten i gennemsnit omkring 2 m høje. Denne kreds er uden overliggere. Her er tale om en vulkansk stenart, kaldet "bluestone", geologisk hjemmehørende i Wales, så transporten af disse sten til byggestedet har været en kolossal arbejdsopgave.
• En ydre hestesko af 10 opretstående "sarsens", større end dem i den ydre kreds, arrangeret i fem par hver forsynet med en overligger. De største er ca. 6 m høje og vejer 45 ton.
• En indre hestesko af oprejste "bluestones" uden overliggere.
• En enkelt sten af walisisk sandsten, som nu ligger fladt i græsset inde i den inderste hestesko. Stenen har i nyere tid fået navnet Alterstenen.

Rud Kjems

Stonehenge

Stolpehullerne på P-pladsen antages at være fra 7.000 b.c.
Ved anlæggelsen af Stonehenge i 4-3.000 b.c. var der allerede Woodhenge tidligere, der var cursus momuments og der var langdysser.
……………………….
II
I den første Stonehenge er der voldgrave og en indre vold. Der er 56 Aubrey huller (Aubrey var en arkæolog omkr. 1.600 tallet, der var én af de første, der begyndte udforskningen af Stonehenge).
Hullerne er i en cirkel på 86,6 m i diameter, der er ensartet afstand mellem alle hullerne, og dybden er ca. 1 m og tværsnittet også 1 m.
Indgangen har haft en retning på 43 gr.N-Ø i forhold til nord-syd linie. Dette skulle sv.t. månens nordøstligste opgangspunkt, og så en anden linie trukket gennem centrum til det midterste stolpehul i en sydøstlig retning på en azimut værdi på 138 gr. sv.t. månens sydligste opgangspunkt. Disse steder er månen 18,6 år om at nå respektive.
Arkæolog Aubrey Burl har i 90’erne har sandsynliggjort, at de således første Stonehenge var orienterede efter månen, medens senere Stonehenge var orienteret efter solen.
Andre arkæologer stiller sig tvivlende overfor denne måne vurdering.
………………………..
III
Faserne I og II handler om, hvordan de første Stonehenge er opstået og bygget.
………………………..
IV
I fase III, sidste stenopbygningerne begynder nu.
Aksen er nu ved solopgang og ved solnedgang med sommer solhverv og vinter solhverv. Man har måttet flytte længdeaksen for den nordøstlige indgang nogle grader. Der menes, at solen dengang 3.000 b.c. var en ½ soldiameter over hælstenen ved dens passage over den om morgenen ved sommersolhverv.

Ved fund af andet stenhul på den anden side af avenuen har man erkendt, at der må have været en tilsvarende sten svarende til hælstenen på den anden side af avenuen, og der er gået en aksen midt ned imellem disse.

Det kunne være interessant at finde ud af, om det svarer til solens opgangssted for 3000 år siden.
Inde i selve indramningen er der 4 sten, som er sat i et rektangel.
Stenene kaldes A B C D. A B & C D er henholdsvise parallelle med aksen.
Nogle har ment, at der også har været en sten E, som skulle have ligget midt i akselinien, og på den måde kunnet pege mod solens nordøstlige opgangssted. Det er ikke bevist endnu, at der har været en sten i punktet E.
………………………….
V
Det postuleres, at man dengang havde dårligt kendskab til tal og geometri m.m., men man har ikke noget at have postulaterne i!
Stenene i den ydre kreds, 30 m i diameter, står med en meget nøjagtig ens afstand. Det har fordret tegninger og modeller, samt måleudstyr.

De blå sten.
De blå sten er sat i en halvkreds inde for Sarsen stenenes hestesko. Oprindeligt har der nok været 57, men nu er der kun 28 sten tilbage.
De blå sten er af forskellige kemisk sammensætning. I våd tilstand er nogle af stenene blålig-grønne. Det er dolorit sten. Det er en grovkornet sten med uregelmæssige nistre af hvide eller blegrød farve. En anden stenart er ryolit, der er blågrå (lava), der også er hård. Endelig er der sten med den bløde, mørkegrønne farve af en vulkansk oprindelse.
Geologen H.H.Thomas bestemte i 1923 stenene til at komme fra Wales ved Preseli Mountain i det nordlige Pembrokeshire.
Cunnington sten fra en langdysse var blå. Derfor hævder nogle, at det er isen, der har flyttet stenene. Det synes i strid med nyere glacial viden.
Iskappen fra sidste istid dækkede ikke Salisbury Plain.
Atkinson hævder. at det er sandsynligt, at det er en efterladt sten, som man så har taget senere og lagt ind i langdyssen. Langdyssen er noget ældre end Stonehenge.
………………………….
VI
Stentransport.
Der er 250 km i fugleflugtslinie over land fra Preseli Mountain til Stonehenge. Terrænet er meget bakket. Det har været svært at flytte de 4 tons tunge sten fra Preseli Mountain i Pembrokeshire, da man ingen veje eller køretøjer havde dengang.
Atkinson mener derfor, at det er foretaget via vandveje.
Stenene menes sendt fra Preseli Mountain til Milford Haven. Derefter 145 km sejlads til østsiden af Severens munding.
Han mener, at hjælp til sejlads har været tidevandet og vestvinden, men der har været farlige strømhvivler.
Når man nåede Severens bred kunne man vælge at tage syd om og op ad Avon floden.
Denne sejlads skønnes dog af forskere for en for lang og besværlig sejlads.
Derimod mener Atkinson, at transporten har gået ad floden Frome forbi Bath. 10 km til Warminster og videre ad floden Wylee til Salisbury. Derfra ad floden Avon til Amesbury, og så er der kun 3 km til Stonehenge. Denne distance er ca. 320 km.
Atkinson foreslog tømmerflåder langs fjordene og op langs floden, og derefter foreslog han slæde hen over land, og man mene,r at det har fordret 110 mand at trække alterstenen. Slædetransport-teorien synes at dominere.

Misteltenen.
Aubrey Burl støtter glacial teorien, og han mener, at stenene er fra en tidligere istid. Strømforholdene ved indsejlingen er for voldsom. Fra andre stenkredse i Europa er der aldrig fundet sten, der er hentet længere væk end en radius på ca. 10 km. Endvidere må man sige, at man til dato ikke har fundet én eneste blå sten på Atkinsons rute, som kunne være efterladt, bortset fra den omkr. langdyssen.
Herimod strider observationerne fra Olmekerne i Mexico. Her flyttede man nogle stenhoveder, der vejede 30 tons og transporterede dem 160 km over klippelandskab og sumpområder.
…………………………
VII
Millenium Stone
I 2000 forsøgte man at eftergøre transporten med blå sten. Det viste sig at være meget dårligt planlagt og det endte med at stenen sank i vandet. Den blev senere samlet op igen og ligger nu i dag i Milford Havn.
Det er opgivet at forsøge at føre den videre frem.
De blå sten, kan man se, er genanvendt flere gange, og seneste er de ret pænt tilhuggede og opstillet i en hesteskoform.
De ydre blå sten er ikke tilhuggede.
Har nogle af stenene stået i Presoli?
Det hævdes i en bog fra år 1130 af Geoffrey Monmouth.
Historien om at stenene stammer fra The Giants Round, rejst på Mount Killaraus i Irland. Troldmanden Merlin hjælper til flytning af sten til Wales, og der er et billede af Merlin, der hjælper med at rejse stenene igen i Preseli.
Før Atkinson havde Hawley udgravet stenene, men han havde ikke megen forståelse i at tolke, det han fandt. Han fandt nogle huller, der lå radialt mod centrum. Det var det samme man tidligere havde fundet ved Woodhenge 3 km borte.
Woodhenge havde akse mod sommersolhverv.
Der er fremsat teorier om, at der skulle have været lavet en hesteskoform i de tidlige Stonehenge, der havde åbning mod nordvest. (Solnedgang sommersolhverv?)
……………………….
VIII
Sarsen stenene hentes på Marlborough Downs (nord og øst for Avebury). Mange sten dér er blevet brugt til at bygge langdysser. Den mest kendte er West Kennet Long Barrow. Senere har man brugt sten fra området til at lave Avebury.
Sarsen-navnet er måske afledt af ordet saracens = fremmed.
Atkinson foreslår transport over Red Hill, det vil tage 7-9 uger for 1000-1500 mand pr. sten. Med 80 sten i alt ca. 10 år.
Et assyrisk relief viser transport af 10 tons sten på slæde og svæller i Grimbergs verdens historie,
Der er fundet træ bearbejdet som sådan i områderne på Salisbury Plain.
Der er ikke diskuteret transport på flodvandvejene andet end, at man mener, at vandvejene har været for smalle dengang.

Det er ejendommeligt, at man så sent bygger et monument på samme vis, som man gjorde 2-3000 år tidligere. I år 500 må de have haft kendskab til nogle af de store stencirkler andre steder i verden. Der er imidlertid andre skibssætninger i Nordeuropa, som man med sikkerhed kan tidsfæste til det nævnte århundrede. Det er en gravplads.

Keswick er en af Englands største stencirkler. Der ligger ved Lake District i nord-west England i et af de smukkeste områder ved Derwent Water.

Vi opdagede stencirclen ved en tilfældighed, idet vi søgte efter en bolig ved søen. Vi kom til et lille pensionat, som gjorde stor reklame for stencirklen. Vi gik de 100 m derhen fra pensionatet.

Stencirklen er stor måske op til 100 m i diameter. Man kunne få indtryk af hvor ”kronen og alteret” var ca., men ellers var der ikke ret meget information på stedet.

Abu Simpel 2000

Indgangen til Abu Simbel templet er omgivet af 4 kolossal statuer af Ramses II (20 m høje og mere end 4 m fra øre til øre). Farao udstråler magt både i kraft af størrelsen, og alle kongesymbolerne han bærer, samt ved at Ægyptens fjender er fremstillet bagbundne under statuernes fødder (Kan ikke ses på billedet). Statue nr. 2 fra venstre er gået i stykker og foran ligger rester af hoved og bryst.

FORKAMMER
Forkammeret er 18 m langt og 16,70 m bredt med 8 Osiris søjler, der hver er 10 m høje. Loftet er dekoreret med malerier af gribbeguden Nekhbet, Øvre-ægyptens beskytter. På væggene bag søjlerne praler Ramses II med side utallige militære sejre - især slaget ved Kadesh i 1285 B.C.(der jo nærmest sluttede uafgjort, som andre kilder viser).

HYPOSTYLET
denne hal er der 4 kvadratiske piller med billedfremstillinger af kongen foran forskellige guder i underverdenen. Herfra ser man ind i det allerhelligste - 65 m inde i bjerget fra indgangsportalen.

ALLER HELLIGSTE
I dette lille rum, der måler 4 gange 7 m når Ramses II' s storhedsvanvid uanede højder: Han ses som nr. to fra højre, skulder ved skulder med guderne, som fra venstre er: Ptah, Amon-Ra og Re-Herakhte. De ægyptiske faraoner blev ellers først ophøjet til guder efter deres død!
To gange om året (22. februar og 22. oktober) indtræffer her "solmiraklet" Solens stråler løber igennem hele templet og rammer guderne (dog ikke Ptah, som er mørkets gud) og oplyser dem i ca. 5 min.

Selvom templet blev flyttet højere op i 1964-68 for ikke at blive opsvømmet efter opførelsen af Aswan dæmningen, kan denne fantastiske sol effekt stadig opleves den dag i dag.

Newgrange 2001

Regnes opført for 5000 år siden. Den har form som et plumpt hjerte/æble og er 85 meter i diameter og 14 meter høj. Opbygget af sten, med tørv oven på.


Der er en ydre sten kreds på 104 meter og med 12 sten i 2 ydre rækker.
Rundkredsen består af 97 sten lagt horizontalt, flere af disse har indlagt spiraler.
I det sydøstlige hjørne er der en 19 meter lang gang, der går ind til det, der kaldes gravkammeret. Dette er nærmest korsformet.

På hele vejen ind er der helleristninger og spiraler. Selve rummet med toppen i midten er kvadratisk med 6x6 meter og 6 meter til loftet.
Stedet blev genopdaget i 1699, af bonden, som ejede stedet, hvorpå højen ligger. Han ville se hvad den rummede og fandt ud af gravens existens. Den blev hurtigt vurderet af en datidig arkæolog.
I 50érne besluttede man at den skulle restaureres. Det var især den lange gang ind til gravkammeret, der var i fare for at styrte sammen. Stenene blev genrejst og taget reetableret. På stenene i gangen er der hellerist-ninger. Disse kan på nogle også ses på stenenes bagsiden, hvilket har bevirket at nogle forskere har ment, at nogle af stenene er genbrugssten fra et tidligere megalit anlæg.
Gravkammeret er bygget op af flade sten som er lagt ovenpå hinanden således at den ovenliggende sten rager et lille stykke mere ind centralt i forhold til den underliggende. Endvidere er stenene lagt, så de hælder lidt ned i centrifugal retning. Det vil betyde, at nedsivende vand aldrig vil kunne komme ind i hulen. Det betyder igen, at der i hulens 5000 årige tid aldrig har været andet vand på jorden end det, turister har slæbt med ind!

ROOFBOXEN
Da man skulle begynde restaureringen havde man et problem med nogle sten over indgangen. I 1969 lykkedes det at konstatere, at der gennem det hul stenene dannede (roofboxen), kom lys helt ind til det bageste kammer i dagene 18-24 december. Nogle nye beregninger har vist, at bredden af solstrålen for 5ooo år siden har været omkring 40 cm d. 21.12, medens den nu kun er 17 cm opmålt. Det kan jo så skyldes små forandringer under restaureringen eller den velkendte lille forandring i solens akses hældning, som gradvist indtræder løben med en rotationstid på 25000 år.

Inde i bunden i gravkammeret er der normalt kulsort. Der er i dag elektrisk lys, som bliver slukket kort, for at demonstrerer mørket for turisterne. Det selv om det er en højlys midsommersol dag udenfor.

NEWGRANGE'S GRUNDPLAN
Som det ses er højens nærmest æbleformet. Pilen i nederste højre hjørne peger mod sydøst, hvor solen står op ved vintersolhverv. Udenfor højen ses de resterende 12 sten af stenkredsen. Stenene er tilsyneladende sat op på to cirkler, der er "sammenbyggede". Den ene cirkel har centrum i midten af højen, og på dens cirkelbue står de fem sten. Den anden cirkel har centrum midt i jættestuens bagvæg, og på dens bue står de fire sten.

Irlands Dolmen og Bikubehusene

På vores rejse gennem Irland kom vi til det vestlige Irland, hvor der er et landskab, der kaldes THE BURREN.

Der er et øde landskab, og her fandt vi den eneste dolmen på turen.
Den var rejst af stenflader, der var lavet af lagdelt hvidligt materiale. Det viste sig, at når man så nærmere på jorden rundt om, så man sådant stenmateriale i jorden. Disse stenflader stod vinkelret på overfladen. Det var klart, at det var sedimenteret stenmaterialer, oppe i en ikke helt lille højde over havet. Materialet må på et tidspunkt i jordens historie, være blevet roteret 90 grader.
Fortidens mennesker må have frigravet sådanne flader af sten, og de har så lavet deres dolmen deraf. Rundt om var der mange ”skår” af sten. Botanikere angiver, at kun få plantearter skal kunne leve her. Vi så nu nogle forskellige arter, uden dog at have tal for hvor mange. Ingen træer.

BIKUBEHUSENE
I New Grange havde vi lige set, hvordan de lavede taget vandtæt ved at bygge så stenene skrånede skråt udad. Det var imidlertid ikke kun ved byggeri som New Grange man bygge sådant. Det erfarede vi, da vi kom til det, vi kalder Bikube husene helt ude ved vestkysten. Her var en hel by´s huse også bygget på den måde og på ca. samme tid som New Grange.


På Dingle halvøen så vi Gallarus Oratory.
Senere har vi på nettet over megalither i Rusland fundet en magen til denne.

Mykene & Tiryns 2003

I september 2003 var vi i Grækenland på en lille ferie.
Herunder var vi i Athen nogle dage og så templer fra grækernes storhedstid.
De sidste dage var vi på Pelopones i en lille dejlig badeby Tolo tæt på Naphlion. Herfra tog vi til Mykene og gravene for KLYTAIMNESTRA, ORESTRES & AGAMEMNON.

Det, der var mest slående for os, var dels den meget flotte tilpasning af stenene, og dels at de var vandrette. Det har betydet at vand ikke løb af på ydersiden, men kunne trænge ind imellem stenene og løbe ned ad indersiden i kamrene. Der var også et slags lyshul for oven, som i New Grange. De var blændet af i de 2 førstnævnte kamre, og åbent i Agamemnons kammer.
Tiryns nævnes blot, fordi det er de tykkeste murer, jeg erindrer at have set nogensinde.

Malaga 2004

I vores vinterferie januar 2004 tog vi til Malaga i nogle få dage. Vi havde læst om området i bogserien ”Turen går til Costa del Sol”.
Vi ville gerne se Ronda og havde planer om også at se Granada, som vi har set tidligere. Vi læste da også om dolmens de Menga og besluttede, at vi ville forsøge at finde stedet.
I Ronda området er der nogle hulemalerier, der dateres 25000 år tilbage, og dem ville vi så også gerne se.
Ronda i sig selv er en seværdighed. Der var optaget på paradoren, men vi fik et hotel lige overfor. Dér kiggede vi 50 m. lodret ned fra vinduet i en kløft, hvori man smed fjenderne ned i gamle dage!.
Vi kørte ud til hulen med malerierne. På vej op er der glat, og Ulla skred og forstuvede foden. Det viste sig, at de første malerier var blot 5-10 meter højere oppe. Vi fik Ulla op de sidste meter, så hun kunne se malerierne, og derefter gik vi nedad igen. Resten af Ulla´s tur forgik med ankelbind og smertemedicin.
Næste step var byen Antequera.

Her indlogerede vi os på byens parador. Det var beskrevet som 3 stjerners hotel, fordi der ikke var elevator i det 2 etagers hotel. Det var ellers et pragtfuldt sted.
Vi skulle så finde de 3 dolmens. De 2 Dolmen de Menga og Viera lå lige ved Ford forhandleren, som kaldte sig Ford de Dolmen.
Den sidste, Cueva del Romerol, lå ca. 1 km. længere mod vest.
Vi måtte ikke fotografere eller filme i gravenes indre indefra, men godt stå udenfor og filme/fotograferer ind!
Dolmen de Menga er den Dolmen, der har den største dæk sten; 180 tons. Sten no 2 er flækket, men de ligger så tæt og fast, at den ikke styrter ned af den grund. Det er en meget flot grav, som nylig er restaureret.
Dolmen de Viera var under restaurering, så den kunne vi ikke få at se indvendigt, men den er sikkert også meget flot restaureret.
Cueva del Romerol var opbygget på en hel anden måde. Det var flade sten som mursten lagt ovenpå hinanden. Også her var der restaureret meget efter vor mening. Der var el-lys inde, så man let kunne gå rundt i de flere forskellige rum, som hulen var opbygget af.
Granada nåede vi ikke.

Portugal 2004

Efter Turen til Malaga og med den viden, at der skulle være mange megalith grave i Portugal, indledte vi et studie på I-nettet, for at se hvad vi kunne finde om emnet.
Vi ville så at lave vores sommerferie for anden gang på 2 år i Portugal.
Vi fik samlet et stort materiale, og med kendskabet fra ferien i 2002 lavede vi en ruteplan.
Vi kunne se, at der var mange megalitsteder ved byerne Evora og Celerico de Beira. Vi ville derfor til disse 2 byer med et intermezzo i badebyen San Martinho do Porto; det eneste sted på Atlanterhavskysten hvor badevandet er et par og tyve grader varmt og så har de hotellet ”Granada”.
Vi må nævne, at mange Steder er det svært at finde de forskellige Dolmens, da de ligger på privat grund, og mange jordejere gør, hvad de kan for at fjerne afmærkningen af stederne!.

Evora

Vi ville først have boet i centrum, men dér var priserne urimeligt høje. Ved indkørslen fra Lissabon havde vi set hotel Evora, et moderne pænt hotel, som vi kørte tilbage til. Anbefalelsesværdigt.

Zamburijero
Dette er vel den Dolmens lavet af de største sten, jeg har set til dato, og så vidt jeg ved også Portugals største med sten på 6 m. højde. I indgangen kan Ulla stå oprejst.

Indgangspartiet må været lidt primitivt restaureret, men der ligger stadig en del sten rundt om, som tidligere må have indgået i byggeriet. Sten der alle er på 4-6 meter.
Dolmen ligger tæt på en landbrugs skole med universitets status. Der er også en stor akvadukt tæt på.

Brissos
Vi kørte fra Zamburijero til noget der skulle være en kirke.
Hele området omkring på vel halvandet hundrede kvadrat km. var relativt fladt med enkelte søer.
Med noget besvær fandt vi Brissos. Der er en tidligere megalith, som er tilbygget så det fremstår som en kirke midt på et øde sted.
Det er ulejligheden værd at finde det.

Almendras
Er en stor sten cirkel, med mange sten ind imellem randstenene. Den ligger lidt højt i forhold til omgivelserne, så der er en vid udsigt over området syd for stencirklen. Der er en historisk forklaring ved stedet.

Ikke ret langt derfra er der en menhir, den eneste vi så på den tur.

Comeda Grande, Estanque og unavngiven
Nord for Evora er området også øde og præget af relativ tørke.
Vi fandt desværre ikke alle de Dolmen vi søgte, da jordejernes hindringerne her var mere effektive.
Comeda Grande skal være den største. Den stod på en mark tæt på vejen, men hegnet bag pigtråd, så vi kunne kun se den fra vej siden. Den var relativ stor.

Dolmen Estanque var bygget ind i et hus, og fungerede som et køligt oplagssted. Det lå i en by, og havde vi ikke gået ind i en restaurant og spurgt efter den, havde vi ikke fundet den. En anden gæst satte sig ind i vores vogn og guidede os hen til huset.
Hvor vi startede de fleste ture, så vi en dag, at vi var kørt forbi en megalith flere gange uden tidligere at have set den. Den stod lidt inde på en mark, og var faldet lidt sammen.

San Martinho do Porto
Vi tog nu til San Martinho do Porto. Jeg vil anbefale alle, der vil holde ferie i Portugal og ud mod Atlanterhavet, at tage forbi dette vidunderlige lille sted. Pris ca. 200 kr for et dobbeltværelse med pool adgang. Ingen morgenmad. Fint køkken i øvrigt.

Celerico de Beira
Vi var nu kommet op i det andet område, vi havde bestemt os for at udforske.
Vi skulle starte med at finde et hotel, og da vi kørte ind i byen var der skilte hotellet. Nu havde kunnet klare os med engelsk de fleste steder, så det startede vi også med på hotellet. Receptionisten spurgte os om, vi kunne fransk. Vi var noget forbløffede, men det skulle vise sig, at vi var kommet til et område i Portugal, hvor fremmed sproget var fransk
Det glædede mig at et af de postkort, der var til salg på receptiosskranken, var et billede af en dolmen. Så måtte der jo være i det mindste 1, mente jeg. Vi startede ud for at finde de megalither, vi havde indtegnet, men efter at have kørt rundt nogle timer uden at se spor af noget som helst, vendte vi frustrerede tilbage til hotellet. Vi fik gjort den i øvrigt meget venlige receptionist klart, at vi var kommet til området alene for at se megalither. De var der ikke, og så havde vi ikke noget at være dér for mere. Hun bad os komme igen et par timer senere, så skulle hun tale med direktøren og se, hvad der kunne gøres.
Da vi kom tilbage lå der et kort med lidt mere detailrigdom, samt indtegnet alle stederne, hvor dolmens i området lå.
Vi var naturligvis meget taknemmelige, men blot en anelse skeptiske. At spørge om vej i Portugal er noget af en prøvelse. De kigger sig omkring, og ender med at sende en af sted i en eller anden retning, som sjældent har noget med sagen at gøre. At tolke kort er ikke rigtigt slået an dernede endnu.

Carapito
Det første sted, vi besluttede at se, var dolmen de Carapito. Vi kom virkelig ud i en ødemark. Vi kom til byen, og ville så spørge om nærmere. Igen blev vi mødt af fransk talende. Nu var vi lidt forberedte, og på lidt stakato fransk og vha kort fik vi gjort en mand klart, hvad vi ønskede. Han anmodede sin teenager søn om at guide os stedet ved at køre foran os på knallert.
Vi kørte ad smalle veje og drejede ved et rustent skilt med ordet Dolmen. 100 meter henne ad jordvejen delte denne sig som et Y. Vi var glade for at han viste os, at vi skulle af den højre gren, idet der ikke var skilt her.
Pludselig standsede han, lagde knallerten ned og gik over mod en række store tætstående popeltræer. Imellem disse var der et sted, hvor der manglede et par træer, og der gik han ind. Vi fulgte efter så hurtigt vi kunne ..og dér, midt på den nyhøstede mark, stod en stor delvist sammenfaldet megalith.

Den har utvivlsomt været flot engang.
Drengen fik 10 Euro for ulejligheden, og så kørte vi videre efter at have taget relevante foto og film.

Helleristningerne
Vi havde under forstudierne og også på hotellet læst om området med helleristningerne i Vila Foz de Goa.
Vi tog dertil en meget varm dag (30-35 grader med bagende sol) Vi købte billetter i byen, og fik at vide hvornår, vi skulle være ude i landsbyen hvorfra turen skulle starte. Vi fik ikke at vide at der var vejarbejde. Det betød, at vi var lige ved at komme for sent til rundturen, der foregår i parkens egne Land Rovers.
Det var spændende, og der blev sagt meget. Jeg vil dog godt sætte ? ved noget af det.

1: hvorfor lavede nogle fortidige mennesker helleristninger tæt ved siden af hinanden? og ikke lidt spredt fra hinanden?
2: hvorfor var der ikke en forklaring på de store sten, der lå lige foran og lignede væltede sten fra en væg?
3: boede de dengang i virkelighed i stenhuler, og havde hugget deres udsmykning på bagvæggen i deres bolig?
Vi vil anbefale andre, der kommer på de egne at besøge stederne og selv gøre sig deres iagtagelser og tanker over forholdene.

Cortica
Her skulle vi lidt op i nogle småbjerge, og der var ikke mange mennesker. Vi kørte lidt forvirret rundt da afstandene ikke synes at stemme med, hvad vi mente var de rigtige. Heldigvis kom en lokal kendt, og vi skulle så blot køre længere, end vi havde fået opfattelsen af, og vips så lå den der også lidt ned ad en grusvej fra hovedvejen.

Den er pænt stor og meget velrestaureret.

Rio Torto
Vi var nu ved at lære at kortet var rimeligt præcist, og vi blot ikke var skrappe nok til at aflæse dem og derefter køre konsekvent.
Vi skulle finde Rio Torto megalithen. Vi kom frem til området og var klar over, at hvis vi havde haft en passer og kørt den rundt med 50 meters spænd, ville megalithen være indenfor cirklen. Vi kunne bare ikke se den.
Så var der nogle håndværkere på et hus 100 m væk. ca.. Ja- det var rigtigt nok, og vi skulle bare dreje først mulige gang til højre. Vi kørte tilbage og igen langs den 2-3 m høj mur. Så delte vejen sig i 4 grene. Den første et hul i muren, så en vej, så et hul i en anden mur og så en vej. Og tja… man kører ikke igennem et hul i en mur, som udtryk for en vej, så vi tog den første reglementerede (hjulspors-)vej. Efter talrige bump havne vi 1km væk i en lille landsby. Der stod nogle mennesker. Vi fik gjort dem klart, at vi var lidt frustrerede over situationen. De grinede og en af damerne satte sig ind og guidede os. Tilbage til muren og--- ind gennem første hul, det i muren! Ak ja! Men det var så også en pæn, men ikke så stor dolmen.


Damen blev kørt tilbage og fik også en 10 euro.

Everdal Fiais
Den næste kørte vi nu efter kortet. Igen synes vi der var langt, men en mand fortalte at vi bare skulle fortsætte, og vi kom også til den lille by, og fandt en sti der gik ned langs et hus. En dame fra dette sagde at det var rigtigt nok vi skulle bare gå en lille halv snes min. så ville vi være der. Hun sagde intet om at vejen lidt fremme delte sig i et Y.
Vi måtte vælge og var heldige at vælge den venstre gren, så efter de stipulerede antal minuter stod vi ved megalith stedet.

Den var ikke så høj og manglede nogle store sten. Der var i stedet en mængde mindre sten. På den måde var helheden forsøgt etableret. Der lå nogle sten inde i, men de kunne kvantitativt ikke svare for de manglende sten.

Dolmen de Orca
Vi havde nu set en del jættestuer, men manglede denne sidste planlagte.
Det vi kom til, viste sig at være et stort park lignende område, man kunne køre rundt i. Der var megalither, men også andre forhistoriske forhold, der blev vist.
Vi kørte efter megalithen, men kom undervejs forbi en lille megalith sætning som viste sig at være en model af, hvordan man opfattede opbygningen af megalither var sket i sin tid.
Endelig kom vi frem til selve megalithen Orca.



Det var et imponerende restaureret anlæg. Nok det der bedst kunne opfylde kritrierne flot, stort, velrestaureret og anskuelig gørende en megalith. Måske også lige lovlig friseret, men flot det var det nu, og det var en imponerende afslutning på den Portugisiske megalith rejse.

Jættestuer i Danmark

Hjemkommet fra Portugal besluttede vi os for at se nogle af de danske jættestuer. Vi synes ikke, vi kunne være bekendt at have set en masse i det fremmede, og kun en enkelt på Møn og Lolland her i Danmark.
Vi besluttede at se Kong Svends høj og gense Glentehøj på Lolland og siden besluttede vi os til også at se Øm jættestue nær Lejre.

Glentehøj
Ligger ikke langt fra Ravnsborg. Der er ikke ståhøjde inden i, formodent- ligt fordi man ikke har kunne finde sten, der var store nok. Der er et mellemrum mellem de bærende sten. Mellemrummet dækkes med nogle flade horizontalt lagte sten. Loftet er ret store sten, så vidt det kan bedømmes.

Kong Svends Høj
Denne ligger nogle få km. videre mod vest i retning mod Nakskov.
Den er i princippet opbygget som Glentehøj. Den er større i omkreds, men indeni er der samme højde. Væggene er ligeledes opbygget af store sten med mellemliggende horizontale sten. I hver ende er der nogle huller ud til det fri, som en slags vinduer.

Den er Danmarks næststørste jættestue.

Øm Jættestue
Den ligger mellem Glim og Lejre, og ses til venstre for vejen når man kommer fra Glim siden. Den har stå-højde og stenene er her også større end de 2 på Lolland. På skilt advares mod levende lys, som kan sprænge sten i kammeret.
Ud over selve jættestuen er der ude foran en træslæde med en stor sten på. Den viser hvordan man brugte rulle planker og slæde, til at trække sten frem til bygning af jættestuerne.

Kivik Graven 2005

Denne meget store grav fra Bronze alderen, var jeg med Historisk samfund i Taastrup og besøgte i år på Kristi Himmelfartsdag.
Graven består af en masse sten med diameter på 20-50 cm. de ligger i en rundkreds på ca. 75 m. Den er kegleformet med højeste punkt på 3-4 meter. Har formodentligt tidligere været betydeligt større.
Grav højen er designet som et kompas. Indgangen er i øst og den drejer ved centrum mod nord, således at selve gravkammeret ligger nord-syd.
Inde i graven er der en del meget flotte Helleristninger, som er lavet i bronzealderen.
I den nordvestlige retning står en sten ca. 3-4 meter fra graven. Den står præcis i nord i forhold til centrum af graven, og følger man retningen ind over graven i sydlig retning fra stenen vil man komme lige ind i gravkammeret.

Øst indgangen med de 90 gr drejning

skitse over gravområdet

Helleristninger fra graven. Det sort hvide billede af helleristningssten findes idag kun på billede, her fra Riksantikvarämbedet hæfte om Kivik gravens historie.

sten og grav set mos syd

grav med nord, med solnedgang i nordvest

Järrestad helleristninger 2005
Vi så det ret store klippeplateau med helleristninger fra nogle tusinde år tilbage.

Fremtidsprojekter

Når man har et forhold man fanges af, vil mange sikkert gerne kunne dykke lidt mere ned i projektet.
Arkæolog Kaul tilrådede engang på et kursus under folkeuniversitetet, at anskaffe sig bogen FACING THE OCEAN.
Den beskriver megalith forløb fra Gibraltarstrædet op forbi Bretagne og til det Irske hav med landområderne deromkring. Det er noget af det, vi lige har beskæftiget os med.

Marocco
Bogen beskriver imidlertid også sejllads ned langs Afrikas kys, hvor der i Marocco også skal være fundet megalither nogle steder.
På nettet har vi kun kunnet finde et kort, og en enkelt ruin, der nævnes som en megalith.

Rusland
Under min søgen på internettet faldt vi på et tidspunkt over en megalithgrav i Bulgarien, men billedmaterialet var ikke godt.
Vi søgte da videre rundt omkring Sortehavet, og fandt et område i det sydlige Rusland. Her var megalitherne ejendommeligt udformet med en sten for indgangen, og der var et hul i disse indgangssten.



Af politiske grunde varer det nok et stykke tid, inden vi kommer derover, men spændende er det, for det rejser igen spørgsmålet
HVORDAN VAR KOMMUNIKATIONSVEJENE DENGANG?
HVORDAN VAR DEN INGENIØR MÆSSIGE KUNNEN DENGANG?
Ulla og jens v bruun