Stonehenge

I
Der omtales stolpehuller på P-pladsen.
De antages at være fra 7.000 b.c.
Ved anlæggelsen af Stonehenge i 4-3.000 b.c. var der allerede Woodhenge tidligere, der var cursus momuments og der var langdysser.

II
I den første Stonehenge er der voldgrave og en indre vold. Der er 56 Aubrey huller (Aubrey var en arkæolog omkr. 1.600 tallet, der var én af de første, der begyndte udforskningen af Stonehenge).
Hullerne er i en cirkel på 86,6 m i diameter, der er ensartet afstand mellem alle hullerne, og dybden er ca. 1 m og tværsnittet også 1 m.
Indgangen har haft en retning på 43 gr.N-Ø i forhold til nord-syd linie. Dette skulle sv.t. månens nordøstligste opgangspunkt, og så en anden linie trukket gennem centrum til det midterste stolpehul i en sydøstlig retning på en azimut værdi på 138 gr. sv.t. månens sydligste opgangspunkt. Disse steder er månen 18,6 år om at nå respektive.
Arkæolog Aubrey Burl har i 90’erne har sandsynliggjort at de således første Stonehenge var orienterede efter månen, medens senere Stonehenge var orienteret efter solen.
Andre arkæologer stiller sig tvivlende overfor denne måne vurdering.

III
Faserne I og II om hvordan de første Stonehenge er opstået og bygget.

IV
I fase III, sidste stenopbygningerne begynder nu.
Aksen er nu ved solopgang og ved solnedgang med sommer, solhverv og vinter. Man har måttet flytte længdeaksen for den nordøstlige indgang nogle grader. Man mener at solen dengang 3.000 b.c. var en ½ soldiameter over hælstenen ved dens passage over den om morgenen.
Ved fund af andet stenhul på den anden side af avenuen har man erkendt, at der må have været en tilsv. sten sv.t. hælstenen på den anden side af avenuen, og aksen er gået midt ned gennem disse.
Det kunne være interessant at finde ud af om det svarer til solens opgangstid for 3000 år siden.
Inde i selve indramningen er der 4 sten, som er sat i et rektangel.
Stenene kaldes A B C D. A B & C D er henholdsvise parallelle med aksen.
Nogle har ment, at der også har været en sten E, som skulle have ligget midt i akselinien, og på den måde kunnet pege mod solens opgangssted i det nordøstlige hjørne.
Det er ikke bevist endnu, at der har været en sten i punktet E.

V
Det postuleres, at man dengang havde dårligt kendskab til tal og geometri m.m., men man har ikke noget at have postulaterne i!
Stenene i den ydre kreds, 30 m i diameter, står med en meget nøjagtig ens afstand. Det har fordret tegninger og modeller, samt måleudstyr.

Blå sten.
De blå sten er sat i en halvkreds inde fra Sarsen stenenes hestesko. Oprindeligt har der nok været 57, men nu er der kun 28 sten tilbage.
De blå sten er af forskellige kemisk sammensætning. De har navnet fra farven i tørvejr. I våd tilstand er nogle af stenene blålig-grønne. Det er dolorit sten. Det er en grovkornet sten med uregelmæssige nistre af hvide eller blegrød farve. En anden stenart er ryolit, der er blågrå (lava), der ogs er hård. Endelig er der sten med den bløde, mørkegrønne farve af en vulkansk oprindelse.
Geologen H.H.Thomas bestemte i 1923 stenene til at komme fra Wales ved Preseli Mountain i det nordlige Pembrokeshire.
Cunnington sten fra en langdysse var blå. Derfor hævder nogle, at det er isen, der har flyttet stenene. Det synes i strid med nyere glacial viden.
Iskappen fra sidste istid dækkede ikke Salisbury Plain.
Atkinson hævder. at det er sandsynligt, at det er en efterladt sten, som man så har taget senere og lagt ind i langdyssen. Langdyssen er noget ældre end Stonehenge.

VI
Stentransport.
Der er 250 km i fugleflugtslinie over land fra Preseli Mountain til Stonehenge. Terrænet er meget bakket. Det har været svært at flytte de 4 tons tunge sten fra Preseli Mountain i Pembrokeshire, da man ingen veje eller køretøjer havde dengang.
Atkinson mener derfor, at det er foretaget via vandveje.
Stenene menes sendt fra Preseli Mountain til Milford Haven. Derefter 145 km sejlads til østsiden af Severens munding.
Han mener, at hjælp til sejlads har været tidevandet og vestvinden, men der har været farlige strømhvivler.
Når man nåede Severens bred kunne man vælge at tage syd om og op ad Avon floden.
Denne sejlads skønnes dog af forskere for en for lang og besværlig sejlads.
Derimod mener Atkonson, at transporten har gået ad flodvejene ad floden Frome forbi Bath. 10 km til Warminster og videre ad floden Wylee til Salisbury. Derfra ad floden Avon til Amesbury, og så er der kun 3 km til Stonehenge. Denne distance er ca. 320 km.
Atkinson foreslog tømmerflåder langs fjordene og op langs floden og derefter foreslog han slæde hen over land og man mener at det har fordret 110 mand at trække alterstenen. Slædetransport-teorien synes at dominere.
Der er ingen forslag om at rulle stenene. Der er ikke noget om, at man forsøgte at transportere stenene med den lange side på tværs af trækretningen, som ville have givet mindre gnidningsmodstand.

Misteltenen.
Aubrey Burl støtter glacial teorien, og han mener at stenene er fra en tidligere istid. Strømforholdene ved indsejlingen er for voldsom. For andre stenkredse i europa er der aldrig fundet sten, der er hentet længere væk end en radius på ca. 10 km. Endvidere må man sige at man til dato ikke har fundet én eneste blå sten på Atkinsons rute, som kunne være efterladt, bortset fra den omkr. langdyssen.
Herimod strider observationerne fra Olmekerne i Mexico. Her flyttede man nogle stenhoveder, der vejede 30 tons og transporterede dem 160 km over klippelandskab og sumpområder.

VII
Millenium Stone
I 2000 forsøgte man at eftergøre transporten med blå sten. Det viste sig at være meget dårligt planlagt og det endte med at stenen sank i vandet. Den blev senere samlet op igen og ligger nu i dag i Milford Haven. Det er opgivet at forsøge at føre den videre frem.
De blå sten kan man se er genanvendt flere gange og seneste er de ret pænt tilhuggede og opstillet i en hesteskoform. De ydre blå sten er ikke tilhuggede.
Har nogle af stenene stået i Presoli?
Det hævdes i en bog fra år 1130 af Geoffrey Monmouth.
Historien om at stenene stammer fra The Giants Round, rejst på Mount Killaraus i Irland. Troldmanden Merlin hjælper til flytning til Wales og der er et billede af Merlin, der hjælper med at rejse stenene igen i Preseli, i G. Monmouths bog.
Før Atkinson havde Hawley udgravet stenene, men han havde ikke megen forståelse i at tolke, det han fandt. Han fandt nogle huller, der lå radialt mod centrum. Det var det samme man tidligere havde fundet ved Woodhenge 3 km borte.
Woodhenge havde akse mod sommersolhverv.
Der er fremsat teorier om, at der skulle have været lavet en hesteskoform i de tidlige Stonehenge, der havde åbning mod nordvest. (Solnedgang sommersolhverv?)

VIII
Sarsen stenene hentes på Marlborough Downs (nord og øst for Avebury). Mange sten dér er blevet brugt til at bygge langdysser. Den mest kendte er West Kennet Long Barrow. Senere har man brugt stenene ved Avebury.
Sarsen-navnet er måske afledt af ordet saracens = fremmed.
Atkinson foreslår transport over Red Hill, det vil tage 7-9 uger for 1000-1500 mand pr. sten. Med 80 sten i alt ca. 10 år.
Et assyrisk relief viser transport af 10 tons sten på svæller i Grimbergs verdens historie,
Der er fundet træ bearbejdet som sådan i områderne på Salisbury Plain.
Der er ikke diskuteret transport på flodvandvejene andet end, at man mener, at vandvejene har været for smalle dengang.